Lise Westzynthius
Her er Lise Westzynthius’ anden solo-udflugt til klipperne på øen Sandö ud for Finland. Hun legede her som barn, og nu, som voksen, skriver hun små intime sange i sommerhuset få meter fra de skarpe sten – af og til i selskab med kæresten Peter, hvis navn i øvrigt betyder klippe på oldgræsk.
Sammen med den britiske producer Ian Caple (Tindersticks, Stina Nordenstamm) har hun skabt en plade med mindre sangskrivning end stemning. Skrøbeligt, ømt, nærgående og luftigt – af den slags, som ufortøvet omdanner en hel stue, uden at man behøver at tapetsere eller flytte sofaen over i hjørnet.
De 12 numre deler sig i to. En del med stemninger og en del med melodier. Med en hilsen til Tori Amos er ‘Cowboys and Indians’ et overvældende prøvestykke fra melodilejren, og fra stemningssiden er ‘Sunstroke’ den direkte grund til albummets udgangsforbud fra afspilleren i mit soveværelse. Men det kunne lige så godt være et af de andre; disse skæringer er stort set ens. Det er faktisk synd, for der er uden tvivl endnu mere at hente ved de finske klipper, som Lise Westzynthius med sit luftige trylleri nu har gjort ganske flyvefærdige.