Badly Drawn Boy

Folk, der kan læse denne tekst uden af klappe stavelser eller snuble over de lange ord, ved også, at én plus én ikke er én. Alligevel begynder man at tro på det, når Damon Gough, der optræder som Badly Drawn Boy, bliver ved med at gentage det i ‘Year of the Rat’. Alene fordi, den er en af cd’ens bedste og mest iørefaldende sange, der ender flot med selskab af et børnekor.

Med tidligere udgivelser som debuten ‘The Hour of Bewilderbeast’ og soundtracket ‘About a Boy’ har det været mere åbenlyst, hvilke sange, der var mest lyttevenlige og ramte første gang, og man kunne hurtigt forudsige kommende singler.

På ‘One Plus One Is One’ er det anderledes. Ved hver gennemlytning finder man nye musikalske finurligheder, og favoritværdighed på lytterens hitliste må en håndfuld af sangene deles om at have på skift. Nye ting dukker op, hver gang skiven rammes af laseren.

Badly Drawn Boys fjerde cd, er dén, der lægger sig nærmet lyden fra debuten. Med skæve indfald og variation i brugen af instrumenter og udtryk, sker der hele tiden noget. Ofte træder klaveret frem i balladerne, men også fløjte, strygere, klokker, lyden af livepublikum og andre effekter får det til at vokse. Der er meget at komme efter, når det er bedst. Men med meget variation følger også risiko for blindgyder. Dem er der heldigvis få af på ‘One Plus One Is One’.