JAZZ: David Garfield’s karizma – i poppens tegn

Det var en aften i poppens tegn. David Garfield og band leverede poppen i alle dens afskygninger: jazzpop, fusionspop, bluespop, funkpop, rockpop, soulpop, sambapop og regulær jampop.

En tre timers rundrejse med en feststemt kvartet bestående af Alex
Ligertwood (sang), Steve Ferrone (trommer), Søren Reiff (guitar), Will Lee (bas) og David Garfield (keys). En international konstellation med erfaring fra mange forskellige kunstnere og genrer.

Den erfaring blev der delet rundhåndet ud af under lørdagens optræden i Pumpehuset, der til lejligheden knap nok var halvfyldt. Vi fik sporadisk hørt, at Ligertwood i den grad kan synge og konstaterede at Will Lee er en uhøjtidelig og dynamisk showmand med bassen. Hvorimod kvartettens hovednavn, Garfield havde det med at trække lige lovlig tyktflydende temaer indover bandets ellers delikate grooves. Søren Reiff – det danske input i bandet – var på stikkerne og nød tydeligvis at have en så garvet trommeslager og bas i ryggen.

Koncerten bød på mange covernumre, bl.a. ‘Babylon Sisters’, ‘Layla’, ‘Georgy Porgy’, ‘Strawberry Fields’ og ‘I Put A Spell On You’. Sidstnævnte var sanger Ligertwoods største ønske, ja, all right hans vokalpræstation var stærk og intens, men det virker bare meget malplaceret at indflette en skærende keyboardsolo ind i et Nina Simone-nummer. Det er tæt på blasfemi.

Så alt i alt må man sige, at karismaen var tunet ind på mainstream og velsmurt pop. Musikken formåede desværre alt for sjældent at bevæge sig udover rampen og forblev mestendels entertainmentpop.