Mark Lanegan

Det kan godt være bobbeltyggegummi normalt er noget lyserødt, sødt, klistret stads – bare ikke hvis man hedder Mark Lanegan. Så er det sort, surt og stærkt. Det gør det heldigvis ikke dårligere, tværtimod.

Hans nye album ‘Bubblegum’ er så mørkt, intenst og stemningsfuldt, at det er svært ikke blot at læne sig tilbage i stolen og drive med. Dog løber man den risiko en gang imellem at vågne med et sæt til f.eks. tonerne af tung rock på ‘Sideways in Reverse’ eller den meget disharmoniske og støjende ‘Can’t Come Down’. Generelt er musikken ellers lidt mere dæmpet americana med strejf af blues, country og syrerock hist og her, hvilket går godt i spænd med den Tom Waits-lignende dybe vokal og teksterne, der vidner om en mand, der ikke er særlig glad men til gengæld tager rigeligt med stoffer.

Mark Lanegan var i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne med i psych-garage-rock-bandet Screaming Trees og har også været med i Queens of the Stoneage, hvorfra både Nick Oliveri og Josh Homme medvirker. Men det er såmænd ikke de eneste kendisser, der har medvirket til formidle tankerne i Lanegans sortsind – også Izzy Stradlin og Duff McKagan fra Guns N’ Roses (og nu Velvet Revolver) samt P.J. Harvey har givet en hånd med og kreeret et kraftfuldt album med sylespidse tænder, som blot venter på at bore ind i din krop. Det er ikke er for sarte sjæle.