Money Your Love

Den er go’ nok. Der står Money Your Love og 2004 på coveret… Ta’r du Depeche Mode i deres ‘Construction Time Again’/’Some Great Reward’-periode og drysser lidt af Underworlds ‘Beaucoup Fish’ over i meget beherskede mængder, så får du lyden af Money Your Loves debut, ‘The Spit On Your Parade’.

Hvor der var en mening med galskaben hos Depeche Mode – det meget sterile og kantede udtryk fremmanede sammen med teksterne ofte en stemning af fremmedgørelse – virker grundlaget for Money Your Loves plagierede 80’er-lyd noget mere uklart. Andet end at det sikrer lidt airplay i radioen.

‘The Spit On Your Parade’ er præget af kalkuleret electropop, hvor der er gået kynisk efter det letkøbte, moderigtige udtryk, og det falder til jorden med et skingrende smæld, så snart kedsomheden har meldt sin ankomst. Og det gør den hurtigt. Det er kun singlenummeret ‘For Kristoffer’, der med sin stærke melodi blæser tankerne om Depeche Mode-rip off lidt på afstand. For en kort bemærkning.

Et ufarligt, uoriginalt og fantasiløst udspil, der er med til at understrege, at omfanget af dødfødt retro er ved at nå smertegrænsen.

Money Your Love. 'The Spit On Your Parade'. Album. Drama!Kings.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af