Starfighters ’04: Genie Dean – behagelig start
Den utvivlsomt svære opgave at skulle være åbningsband i årets Starfighters lå på skuldrene af Genie Dean fra den nordjyske hovedstad. En nervøs start kom derfor som ventet, men da lampen efterhånden blev pudset, og ånden slap fri, fik det forholdsvis beskedne publikum sig en god oplevelse.
De to frontfigurer Anette Hansen og Bo Nielsen supplerede hinanden godt på vokalsiden, hvor de stod for afvekslende boy/girl-sang, der blandt andet er kendt fra svenske Wannadies. I resten af den stabilt spillende sekstet var den mest fremtrædende Simon Bang på trommer. Han spillede tight og interessant gennem hele sættet.
Genie Deans ‘Wasted’, der er sangen som bragte dem i finalen, er et glimrende eksempel på deres gode og iørefaldende pop-rock. Problemet for Genie Dean er, at kun et par af deres sange har mere end den gode melodi. Der mangler noget kant til at holde lytterens fokus i de ellers ret ensformige melodistykker.
På trods af den svære start, leverede Genie Dean en god vare, og viste samtidig gennem deres nyeste nummer ‘Last Try’, at de har meget mere at give. Derfor må man håbe, at titlen ikke skal forstås bogstaveligt.