Charlie Hunter trio

Jo, lad os bare slå det fast: Charlie Hunter Trio’s ‘Friends Seen and Unseen’ ér jazz. Mr. Hunter og hans to wingmen, John Ellis og Derrek Phillips beviser da også gang på gang, at de har deres bagland i orden. I særdeleshed John Ellis på henholdsvis tenorsax, basklarinet og tværfløjte leverer solide jazzede præstationer. Albummets titel henviser måske til den musikalske inspiration, i hvert fald kan man jazzmæssigt spore indflydelse fra så forskellige steder som Grant Green, Herbie Hancock og funeral marches fra New Orleans.

Men ‘Friends Seen and Unseen’ er ikke bare dét. Allerede i første nummer lægger man mærke til musikkens usædvanlige laid back, det bluesagtige præg og Charlie Hunters guitar, der næsten konsekvent er iført et tykt lag wa og/eller distort, som kan få ethvert gammelt rockhjerte til at skælve. Man kan ikke høre albummet uden spontant at få lyst til også lige at høre noget Hendrix, Albert Collins eller ja, Gud bedre det, B.B. King.

Når ‘Friends Seen and Unseen’ på trods af sit legende, drilske, kølige, rockede præg alligevel ikke får mere end fire stjerner, er det fordi, det lige mangler den der sidste gnist af musikalsk ekvilibrisme og total arrogance, der ville klæde et album med så meget glimt i øjet som det her.