Vive La Fete – en skæmmet fest

Kære venner, jeg vil hermed tilkendegive en brist i mit anmeldervirke under gårsdagens koncert. Ikke ét eneste ord kunne nedfældes i blokken under koncerten med belgiske Vive La Fete. Loppen var så overfyldt, at garderoben var udsolgt, og dermed måtte man stå med sine svulstige vintertekstiler i hænderne, samtidigt med at tåspidserne måtte overbelastes i håbet om, at man glimtvis kunne få øje på aktiviteterne på scenen. Kort sagt, håbløse forhold til stor irritation for denne mavesure anmelder. Det store opmøde er med stor sandsynlighed resultatet af Vive La Fetes intense præstation under dette års Roskilde Festival.

Vive La Fete lignede en flok velfriserede Robert Smith’er (The Cure), der var klædt ud som Zorro i håbet om at kurtisere den blonde Els Pynoo, der med upåklagelig Femme Fatale-attitude stod i spidsen af Vive La Fete. Viva La Fetes karakteristiske opskrift er ganske enkel: En lummersensuel stemning skabes ud fra electroclashens sparsommeligt udstyrede palette og doseres med halvvulgære trutmunds-fraseringer på fransk. En opskrift, der har sin styrke i umiddelbarheden, men som samtidigt også rummer et latent krav om at opretholde den påkrævede intensitet. Og det formåede Vive La Fete under hele koncerten, hvilket også blev gjort lettere af den korte opholdstid på scenen. Under en sølle time blev det til.

Af de mere pusseløjerlige indslag bør i øvrigt nævnes en slatten udgave af Iggy Pops ‘Real Wild Child’ samt kendingsmelodien fra Muppet Show, med hvilken koncerten blev afsluttet. Ingen tvivl om at Vive La Fete leverede et solidt set, men det blev dog skæmmet af de meget dårlige publikumsforhold på Loppen denne aften.