The Neville Brothers

Devisen er klar: Man tager en gruppe gamle funk/soul-hugafer, lader dem gøre deres ting (nemlig at synge), tager hele lortet, mixer det og smider noget dat-scratch på. Lad os bare sige det, som det er: Der er en af de her brødre, der går med stok på coverfotoet. Og det passer egentlig også meget godt med, at teksterne svarer til noget, der var fedt, da Black Panthers var på mode sidste gang.

Hvis jeg var i dårligt humør, ville jeg pille det her album fra hinanden. Men det er jeg ikke, og det gør jeg ikke, og hvorfor nu det? Fordi det er funk, fordi man bliver i godt humør af det, og fordi det holder. Jeg havde ikke hørt 30 sekunder af første nummer, før jeg stod – alene – i min lejlighed og hoppede. Nu er jeg ganske vist også noget af en dansemus, men alligevel…

Ja ja, vil nogen nok indvende og ryste på hovedet, det er nu engang hverken Sly and the Family Stone, eller Maceo Parker, eller Prince, men det er der heller ikke nogen, der prætenderer. Man skal ikke blive klogere af det her, man skal ikke sidde at nikke og lytte efter soloerne. Det her er musik med underholdningsgaranti, det er masser af hopla og måske en enkelt tåre, det er en vare, der bliver leveret.