Matt Sharp
Efter fem års musikalsk tavshed er den tidligere Weezer-bassist og The Rentals-frontmand Matt Sharp nu tilbage med et selvbetitlet debutsoloalbum. Stilen er milevidt fra den udadvendte emo og synth-pop, som Sharp tidligere har gjort sig inden for. Han er i stedet trukket i inderlighedens klæder og har fundet den alvorlige mine frem.
Musikken er akustisk og underspillet. Enkeltheden dyrkes i samtlige sange, men med fin dybde og bevidste små detaljer i produktionen. Det gør opdagelsesrejsen i hver enkelt sang – og dermed også holdbarheden – længere end gennemsnittet af de singer/songwriter plader, som de seneste par år er blevet spyttet ud på samlebånd. Og det taler så afgjort til Sharps fordel.
Albummet blev indspillet i den lille landsby Leipers Fork, Tennessee, hvor Matt Sharp kunne arbejde fuldstændig isoleret og med god tid til at reflektere over livet og ikke mindst til at optage og indspille med sine nærmeste venner. Det præger i høj grad alle sangene på pladen, hvor intimiteten men også indadvendtheden dyrkes.
Den sørgmodige tone formår Sharp dog generelt at forvalte godt. Således opnår han enkelte steder samme stemningsmættede højder i sine sange, som Beck formåede at gennemføre til perfektion på sin fremragende plade ‘Sea Change’.
Lyt eksempelvis til den glimrende ‘Watch the Weather Break’, der tungt og velovervejet slæber sig af sted, og hvor en hudløs ærlig Sharp synes at nedskyde sit eget selvportrætterede eftermæle. De nedtonede sange på pladen leveres med enkelte og til tider mørke tekster, der nydeligt og sparsomt akkompagneres gennem de 70 minutter, som pladen varer.