Amon Tobin

Rigtige drenge falder, slår sig og får græsknæ, men fortrækker ikke en mine. Store drenge spiser pizza, drikker cola og spiller på computer, selvom det kan være svært ikke at blive irriteret over spillenes plastiske Fisher Price-poplyd. Og alle drenge, store som små, kan sikkert huske glæden ved playstationspillet Wipeout’s fremragende lydside, der blandt andet bød på Chemical Brothers og Underworld.

Amon Tobin tager med ‘Chaos Theory’ et historisk, men beskedent skridt med realiseringen af det første deciderede soundtrack til et computerspil. Som et selvstændigt værk lever ‘Chaos Theory’ ikke op til bagkataloget. Fra start til slut skinner det igennem, at musikken er knyttet til noget andet end sig selv og lytteren, hvilket selvfølgelig er formålet med soundtracket, men som ikke rigtig fungerer på egen hånd.

Albummet er en stilmæssig dyster cocktail, der i korte træk består af akustiske instrumenter, som er kraftigt omrystede, med rimelige stænk af hæsblæsende beats, serveret af Tobins elektroniske hånd.
Det er tydeligt, at han har forsøgt at skabe en samlet enhed, hvor de enkelte tracks er nødvendige dele af en overordnet helhed, der igen knytter sig til en visuel oplevelse. Og denne vinkel understreger netop det faktum, at ‘Chaos Theory’ skal indtages i den rette kontekst – pizza, cola og ikke mindst til Tom Clany-spillet ‘Splinter Cell’.