The Futureheads
Efter en mindre nedtur er engelsk rockmusik ved at uddele lussinger til enhver, der nogensinde har betvivlet landets status, som konge af energifyldt, flabet rock. Ført an af Bloc Party og Franz Ferdinand stormer en ny bølge af britiske bands frem. I slipstrømmen ligger Kaiser Chiefs, Kasabian, og nu også The Futureheads, der er aktuelle med en selvbetitlet debut.
En debut, der er fyldt med en tempofyldt blanding af post-punk og pop med et stænk new-wave, og som sætter tankerne tilbage til de tidlige firsere og navne som Gang of Four, The Jam og sågar Queen. Det er nemlig en plade, der det ene øjeblik leger melodisk med vokalharmonier og det næste eksploderer med rå punkenergi a la Fugazi. Gang of Four lyden skyldes måske, at den tidligere guitarist Andy Gill har ageret producent og mixer på flere af numrene.
The Futureheads klare styrke er, at bandet forstår at lade sig inspirere uden at forfalde til gement tyveri. Den unge kvartet har forstået at sætte deres eget twist på firser-inspriationernes lyd, og har skabt en lyd, der absolut stadig holder. Dette skyldes først og fremmest vokallegene. Alle fire medlemmer har adgang til en mikrofon, og det virker ofte rigtig godt. Lyt blot til ‘A to B’, ‘Decent Days and Nights’ og den lækre coverversion af Kate Bushs ‘Hounds of Love’.
Jo, legesyge er de, men også noget svære at fastholde. Sangene får sjældent lov til at leve mere end et par minutter, så suser kvartetten videre til næste idé. Det skaber en fed energi, når det fungerer. Men er desværre også trivielt, når det ikke helt holder. Og det gør det absolut ikke hele vejen igennem. Pladen er en blanding af nye og gamle numre, hvor det specielt er de gamle, der halter lidt. Den rene punklyd får lov til at dominere legesygen, hvilket bliver trættende.
Så hvis The Futureheads skal redde den engelske rockstolthed skal der strammes op i kanterne, men potentialet er så absolut til stede.