Monster

Musikalsk set er Monster sådan en slags eklektisk eklekticisme, et sammensurium af alt muligt mellem himmel og jord hevet ud af ærmet til lejligheden: Funket jazz, cabaret, blues, funeral marches, pigtråd, latin og masser af slide, ja, der er vist oven i købet blandet et par enkelte valsede ¾-takter i mixet.

Jeg ved ikke, om folkene bag Monster vil give mig ret, men da jeg hørte cd’en igennem første gang, kom jeg skiftevis til at tænke på Wynton Marsalis’ album, “The Majesty of the Blues”, og Miles Davis’ og John Lee Hookers (og også lidt Taj Mahals) ultrasvedige soundtrack til Dennis Hoppers film fra 1990, “The Hot Spot”.

Hvis man kan tale om rocket jazz, er det nok det udtryk, der kommer tættest på at definere albummet, men spørgsmålet er, om en klassificering af musikken egentlig ikke er ligegyldig, når den nu bare er så god?

Det er ikke de enkelte solopræstationer, der løfter dette album derop, hvor jeg mener, det hører til (også selvom jeg synes, guitarist Niclas Knudsen burde have et kys på kinden for det, han laver på Karius og Baktus – bare ikke af mig, naturligvis). Det er den energi og dynamik, de fire medlemmer af Monster tilfører holdpræstationen, den helhed i udtrykket, som gør, at man fortaber sig i musikken, morer sig over den skæve humor og svinger med hele vejen igennem i stedet for bare, at begynde at lege med fjernbetjeningen.