Armand Van Helden

Frisk fra fad og tilbage på plade med egne produktioner for første gang i fem år. Armand Van Helden har ladet inspirationen tale og udsendt et album med opskruet tempo fra først til sidst. ‘Nympho’ er en houseplade der kombinerer housens ufortrødne glæde med rockens kant og historie. Når det fungerer er det fremragende, mens det andre gange forbliver slidt og distraherende.

Det har aldrig været stille og pænt i selskab med den amerikanske producer og dj, der efterhånden har rundet de 32 vintre. Indtil sidste år havde han en mindre nedgang, hvilket han dog på fornemste vis vendte med ‘New York: A Mix Odessey’, hvor numre fra de sidste 25 år blev mixet sammen med en sådan overbevisning, at tvivlen ikke længere var til stede. Armand Van Helden beviste, at han hører til blandt de største, og konturerne fortsætter på ‘Nympho’.

De to klubhits ‘My My My’ og ‘Hear My Name’ fra 2004-udgivelsen er igen med og tegner et godt billede af albummet som helhed. Det er stabilt rykkende house, hvor især bas, trommer og vokal er toneangivende. Og så er punken konstant med til at skabe rammerne for amerikanerens udskejelser. Bedst er det på ‘When the Lights Go Down’ hvor Armand Van Heldens brug af rock skaber nerve og energi, så englene ikke bare synger, men også begiver sig ud i dansens syndefulde glæder.

Albummet byder på flere godbidder, selvom enkelte missere har sneget sig ind. Her lyder kombinationen af punkrock og house enerverende og larmende uden at skabe den kant og nerve, som intentionerne ellers indikerer. Armand Van Helden er en af tidens største producere, men også han er kun et menneske.