Juliette & The Licks

Du kender hende fra film som ‘What’s Eating Gilbert Grape’, ‘Kalifornia’ og ‘Natural Born Killers’. Hun ses ofte i rollen som den hårdkogte tøs, luderen eller den betrampede stakkel, og er sjældent blevet castet som naboens søde datter.

Musikalsk er Juliette Lewis også en punkbabe, der lyder som om hun tømmer en vodka-flaske hvert øjeblik, hun vender munden væk fra mikrofonen. Og så alligevel. Der er noget ordinært poppet over garagerocken. Ikke så pyntepæn som Avril Lavigne, men heller ikke tilnærmelsesvis så afsindig som Courtney Love.

Juliette Lewis lyder ikke just overbevisende som sangerinde, når åbningsnummeret ‘You’re Speaking My Language’ ruller ud af højttalerne. Alligevel formår hun at få lullet én ind i pladen, som numrene skrider frem. Måske fordi hun rent faktisk besidder et ægte element af I-don’t-give-a-fuck-mentaliteten og virkelig VIL det her sangerprojekt af hele sit hjerte. Det giver sangene en vis power og man kan fornemme, hvorfor hun har et godt rygte som underholdende live-musiker.

Selvom der er et tilforladeligt popspark i noget af garagerocken, er det de stille sange, som ‘By the Heat of Your Light’, der redder æren for Juliette & The Licks. Her får vi lidt af den sprøde tøse-whiskeystemme, der minder én om hendes karismatiske udstråling på lærredet. Generelt er pladen dog for svag og anonym, og selv om The Licks spiller stramt, opfinder de ingen dyb rocktallerken, de kan bade Miss Punk-Cleopatra i.