Saint Etienne
De britiske poppionerer vender tilbage med et koncept-album, hvor sangene kredser omkring livet set gennem øjnene på beboerne i et socialt boligbyggeri i London. Og det er en noget broget samling, der blandt andet spænder over easy listening-singlen ‘Side Streets’, discopop-baskeren ‘Stars Above Us’, acapella vuggevisen ‘Goodnight’ samt den noget malplacerede duet mellem Sarah Cracknell og det britiske 70’er ikon David Essex, ‘Elocate’.
Forvirringen bliver ikke mindre af, at trioen har valgt at inkludere ep’en ‘Up the Wooden Hills’ på de første par tusinde eksemplarer af albummet. Ep’en indeholder seks forældrevenlige børnenumre, som efter sigende skulle være en forsmag på et kommende børnealbum af samme navn. Spørgsmålet er, om numre som ‘Let’s Build a Zoo’og ‘Night Owl’ vil fostre en ny generation af Saint Etienne-fans eller blot holde fast i de dedikerede, der ligesom bandmedlemmerne efterhånden har fået et barn eller to?
Gudsketak og lov er der stadig plads til lidt udskejelser ind imellem bleskift og søndagsture. I hvert fald rydder popperler som ‘Teenage Winter’ og ‘Lightning Strikes Twice’ en smule op i den konceptuelle rodekasse, og som tilfældet er med Saint Etiennes sofistikerede pop, venter belønningen for den tålmodige lytter forude.