Tom Vek

Den 23-årige brite, Tom Vek, var med garanti et kæmpe rodehoved som barn. Man forestiller sig næsten, hvordan legoklodserne, skinnerne fra briotoget og de udtørrede penoltuscher har ligget smidt ud over børneværelset, uden at det har rørt den unge Vek det fjerneste.

På samme måde har musikken fået lov at rode godt og grundigt på Tom Veks debutalbum, ‘We Have Sound’, der er et virvar af kriblende elektroniske lyde, opbrudte beats, funky bas-temaer og loopede trommerytmer. Kastet sammen efter velbehag.

Genreblendingen er ved første gennemlyt af Beck’ske dimensioner.
‘I Ain’t Saying My Goodbyes’ – en på én gang new wave-klingende og elektropop-groovende sag – rammer lige i rockhjertet og gør samtidig lemmerne danselystne. Og sådan er der flere små sange, som gør sig til.

Dog går der enkelte steder lidt for meget spontanitet og vilde idéer i den spraglede musik, hvilket koster på melodikontoen som f.eks. i ‘If I Had Changed My Mind’, der lyder som et ikke særligt vellykket forsøg på at parre skramlet country og heavy med hinanden!

Men den uhæmmede idérigdom er på den anden side det, der gør det både spændende og sjældent kedeligt at lægge ører til Tom Veks ti anderledes formede perler på ‘We Have Sound’. Så kan skønheden ved det simple støde til på fremtidige udspil.

Tom Vek. 'We Have Sound'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af