Sigur Rós – forventet smukt
Der er få bands, hvis musik gentagne gange kan give mig kuldegysninger. Danske Under Byen kan. Men mestrene indenfor denne stemningsfyldte genre er absolut Sigur Rós. Det beviste islændingene endnu en gang, da de gæstede Store Vega lørdag aften.
Der er bare noget magisk over den højtrækkende musik og Jónsi Birgissons karakteristiske stemmeudfoldelser. Det er oprigtigt og kompromisløst. Der er ingen rockstjernenøkker. Det er musikken, det handler om. Det har det altid været, og den taler for sig selv.
Derfor kan Sigur Rós også tillade sig at starte en koncert gemt væk bag et halvtransparent forhæng, som de gjorde det i Vega under det første nummer ‘Glósóli’ fra det kommende album ‘takk’. Med skiftende for- og bagbelysning blev der det ene øjeblik kastet store skygger af bandet på forhænget og det næste givet et ‘sneak peak’ gennem det hvide forhæng, alt i mens der blev projekteret forskellige billeder på det. En smuk og anderledes start.
Og så stod man der, allerede overvundet, og havde det som om man lige havde mødt en gammel ven, som man helt havde glemt hvor meget man egentlig savnede.
Inden Sigur Rós forsatte med en lille håndfuld sange til fra ‘takk’, sørgede de lige for, at publikum kunne følge med. Det gjorde de meget effektivt med ‘Ný batterí’ og ‘Svef-g-englar’ fra gennembrudsalbummet ‘Ágætis byrjun’.
De nye sange fra ‘takk’ var på en side meget ‘Sigur Róske’, men på den anden var der forandring at spore. Man skal dog være villig til virkelig at lede efter den. For eksempel er Jónsis drømmende, hestehårsspillede, elektriske guitar knapt så brugt. Til gengæld var der ren xylofonekstase på flere af de numre bandet valgte at præsentere i Vega.
Den sidste halvdel af koncerten blev helliget gamle kendinge fra ‘Ágætis byrjun’ og ‘( )’, ligesom de to ekstranumre nærmest sædvanen tro var ‘Olsen Olsen’ og ‘Popplagið’ (eller Untitled 8). Under klimaksets stille opbygning i ‘Popplagið’ gled fem lange forhæng ned foran scenen, og cirklen blev sluttet med en intens afslutning på en koncert, der til tider var hårrejsende smuk, men uden de store overraskelser.