Goldfrapp

Hører du P3, har du sikkert hørt en nonchalant, underspillet og ganske lidt kisse-misset kvinde synge, at hun trænger til en omgang meget iørefaldende ‘Ooh La La’. Singlen med netop det navn har roteret godt og grundigt på stationen.

Britiske Goldfrapp lagde i 2000 ud med den meget filmiske debut ‘Felt Mountain’, der lød som en blanding af ambient og ny-elektroniske genfortolkninger af gamle soundtracks til western-film. På andet album ‘Black Cherry’ blev stilen lagt ret meget om til den mere voldsomme og dengang nye genre electro-clash.

Deres tredje udgivelse ‘Supernature’ er den hidtil mest bredt appellerende. Den syngende halvdel af duoen, Alison Goldfrapp, startede sin karriere med at lægge vokal til Trickys trip-hop. Men det er langt fra den genre, man finder på ‘Supernature’. Derimod er det en ret udsædvanlig blanding af rock, pop og electro. Ikke at blandingen er usædvanlig i sig selv. Men de tager lige præcis en tredjedel fra hver genre og pakker det hele ind i lidt kitchede, støvede og sære lyde på oversiden og en god del synth på undersiden, og det giver albummet sin egen ret særlige stil.

Musikken rykker lidt i kroppen, men giver ikke lyst til at danse. Den virker afslappende, men langt fra noget der nærmer sig chill-out eller lounge. Vokalen virker iørefaldende, men uden at teksterne har dybden til at man memorerer dem og synger med. Ikke et ‘must have’, men et finurligt og interessant genremix i en moderne, musikantropologisk cd-samling.