Nicolette

Nicolette lyder som Macy Gray på to lidt aparte måder. For det første emmer vokalen af Macy Gray på lykkepiller. Og det, der hos Macy ville have været rytmegruppen, lyder som om den er på syre. Rent faktisk er der heller ikke nogen rytmegruppe, og hvis nogen er på syre, er det Nicolette selv. Hun har nemlig selv har stået for stort set al programmering af de ekstremt skæve beats.

Man får fornemmelsen af, at hun nogle gange simpelthen har startet med at vende et normalt groovy rytmespor på hovedet, for så at rekonstruere dem bagvendt igen. Men hun fortaber sig ikke i sære computerlyde, men balancerer elegant på kanten af det syntetiske og organiske på en måde så ingen af lyduniverserne kommer til hverken dominere eller mangle.

Genremæssigt er hun svær at placere. Der er både funkens tilbagelænethed, der er vildskaben fra drum’n bass og en stemme der lyder lige meget af overlegen, afslappet soul-diva som af lille, uskyldig legende pige. Albummet hedder ‘Life Loves Us’ og lyder præcis sådan. Teksterne er fyldt med dybfølte kærlighedserklæringer til livet, flirten og opfordringer om at kunne lide sig selv som man er.

Ud over sine tre solo-albums har Nicolette sunget for Massive Attack og gør sig også som dj bl.a. med et mix i serien dj-kicks bag sig. Hun laver iørefaldende musik, og samtidig vrider hun lige det rytmiske fundament så meget, at det går ud over pænheden og bliver så kantet, at man skal være en lille bitte smule avangarde-lysten for at komme til at holde af hendes glade, skæve og finurlige verden.