Junior Senior – folkelige festoriginaler

Det er sjovt at se, hvordan Junior Senior bare er blevet større og større. I 2002 udkom debuten ‘D-D-Don’t Stop The Beat’, som takket være hittet ‘Move Your Feet’ blev noget af en succes for d’herrer Jesper Mortensen (alias Junior) og Jeppe Breum Larsen (alias Senior). Året efter kom duoen så med på Grøn Koncert-karavanen, og i går spillede Junior Senior såmænd for fulde huse på Plænen i Tivoli.

Hvordan lader det sig nu gøre? Burde duoens danseglade garagepop logisk set ikke være forblevet for de indviede få? Jo, på papiret. Men deres drengende charme og usvigelige sans for glad-i-låget-melodier er altså bare svært at lade passere forbi, om så man er revisor eller religionsstuderende. Begge grupper var i øvrigt helt sikkert at finde blandt publikum denne fredag aften, hvor Junior Senior gav en times gedigen opvarmning inden nattens udskejelser i det københavnske natteliv.

Koncerten var på udmærket vis delt op i to. Først fik vi genkendelsens glæde at føle med en håndfuld ‘gamle’ sange fra ‘D-D-Don’t Stop The Beat’, og derefter fik vi så lov at suge til os med smagsprøver fra duoens netop udgivne andet album, ‘Hey Hey My My Yo Yo’.

Bedst stod ‘Rhythm Bandits’, der har undergået et par strukturelle forvandlinger i forhold til den oprindelige version på debuten, og den typisk Junior Senior-betitlede ‘We R The Handclaps’ fra ‘Hey Hey My My Yo Yo’. Her tog gruppens islandske korsangerinde vokal-teten og sang med samme ungdommelige kraft som en ung Michael Jackson i hans Jackson 5-dage. Det rene nostalgi.

Det var også en artig overraskelse, at ingen ringere end Thomas Troelsen gæstede scenen for at synge sin part på den snart folkekære ‘Move Your Feet’ mod slut, hvilket fik det unge publikum oppe foran til at gå amok i en ren danserus. Og indrømmet, man stod vist også selv og rystede lidt med benene længere nede.

For det er det, Junior Senior kan. Få folk til at danse og glemme gemene hverdagsbekymringer for en stund. Og det var akkurat det, de gjorde i Tivoli – også selv om nærværet og intensiteten foran så mange mennesker unægtelig blev lidt så som så.