Aarhus Took It 2005: Per V – landets bedste per-former

»Det her er de ord-lympiske lege«, sagde en uhyre veloplagt Per V, og jonglerede videre med ordene. Få mennesker på den danske rapscene mestrer at jonglere en accapella, som den opfindsomme eksil-sønderjyde gør det. Og efterhånden lykkedes det for ham at fyre op under et lidt søvndrukkent publikum.

Det var ellers hårde odds, han var oppe imod. Per V havde fået den tvivlsomme ære at åbne festivalens tredje og sidste dag. Og oven i købet på samme tid, som der var landskamp i fjernsynet.

Flankeret af DJ Noize, beat boxeren Nappion og sangeren Luco, gjorde Per V hårde odds til skamme ved at levere et energisk, flydende og stramt hiphop-show. De dybsindige og lavmælte numre fra debutpladen var omhyggeligt valgt fra til fordel for de mere udadvendte og festlige numre som ‘City of Dreams’, ‘Brandalarm’, og selvfølgelig singlen ‘Black Power’, der høstede stor jubel og masser af hænder i vejret, da den rundede koncerten af.

Undervejs var der dog blevet plads til meget andet end Per V’s finurlige rap, da der levnes passende med plads til både Noize’s forrygende scratch og Nappion’s lystige human beat box. Det var tydeligt, at teamet på scenen var godt rystet sammen efter en længere turné og med landets bedste performer i front, så var der mere end Danmarks 1-0-sejr at juble over denne aften.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af