Isobel Campbell – sødmefuld popnostalgi

Less is more. Det kan om noget være et motto for den tidligere korsangerinde i Belle & Sebastian, den kønne skotte Isobel Campbell. Hun viser hvorfor på sin seneste plade ‘Ballad of Broken Seas’ med mørkemanden Mark Lanegan ved sin side. Men hun gør det også live. Det fik et velbesøgt Lille Vega fine smagsprøver på i den knap 80 minutter lange koncert tirsdag aften. For især tomheden og det stillestående udtryk bliver i hænderne på Campbell til en slags højdramatisk kærlighedsspil med underspillet tone af melankoli, som man hellere end gerne tager del i. En lille klokke, et æg eller én konstant tone på cello løfter flere af skotttens sange på smukkeste vis. Især live.

Isobel har en næsten transparant stemme, som står stærkt i stilheden men svagt når det støjer igennem. Der er hun for spag. Hendes stemme står samtidig i skærende men smuk kontrats til cigaretstemmen fra natttens undergrund, som den tidligere Screeming Trees/Queen Of The Stone Age-sanger Mark Lanegan besidder. Derfor var det også med nogen skepsis, at publikum måtte konstatere, at Lanegan live er afløst af Eugene Kelly – den tidligere frontfigur i The Vaseline. Men Campbell/Kelly udgjorde en konstallation, som voksede sig smukkere og smukkere, som koncerten skred frem. Smilet på Campbells læber bredte sig da også langsomt til hele ansigtet, og det klædte både hende og bandet og smittede af på publikum.

Isobel Campbell fik vist, at hun kan skabe sin egen lille fest af popnostalgi, der bestemt ikke går Belle & Sebastian i bedende. Men hvorfor skulle hun dog også det, når hun viser momenter af masser af tilstedeværelse og musikalsk snilde og akkuratesse. Med den sødme og en smule mere åbenhed kan hun sagtens nå langt – også på egen hånd.