Badly Drawn Boy – et sympatisk bekendtskab
Han er et sympatisk bekendtskab, engelske Damon Gough a.k.a. Badly Drawn Boy. Som han står afslappet med den velkendte strikhue klemt godt ned over det skulderlange hår og i en stor, brun jakke på trods af varmen fra et næsten fyldt Lille Vega. Skiftesvis småsludrende, sippende af en fadøl og vel nærmest storrygende mellem sangene er der nærmere en god gang bodegastil over Gough end den ofte noget opstyltede og smarte attitude, der præger mange andre af ‘tidens bands’ fra de britiske øer. Gough er gået sine egne stilmæssige veje siden han i 2000 vandt Mercury Prize for bedste album med ‘The Hour of Bewilderbeast’.
Seneste eksempel er det glimrende album fra tidligere i år ‘Born in the UK’ med slet reference til Bruce Springsteen. The Boss fik med ‘One Last Dance’ da også sit eget dedikerede nummer fra omtalte plade midtvejs i koncerten. Gough og hans flankerende kvartet lagde overbevisende ud med titelnummeret fra ‘Born in the UK’, den femte plade fra Badly Drawn Boy. Først i en overraskende nedtonet akustisk version, som gik over i en den originale rockede udgave. Det skifte skulle vise sig at blive ganske sigende for hele aftenen, som blev en tour de force ud i hele Goughs brogede bagkatalog af mange stille og flere groovy og mere kradsende rock/popsange.
Der gik desværre henimod en halvtime før Gough syntes at opdage, at publikum faktisk var mere end med ham. Det er da også henimod seks år siden, englænderen har været dansk grund sidst, proklamerede Gough uden større forståelse for sin disponering. Efter en lidt halvkedelig stund med akustiske sange sunget alene fra scenen, som alligevel blev behørigt applauderet, kom bandet tilbage, og englænderen kravlede pludselig op på podiet til venstre for scenen med mikrofonen i hånden og sang i bedste men øjensynligt uvante croonerstil ‘All Possibilities’.
Desværre fulgte han ikke trop på den lidt overraskende udvikling, som ellers gav følelsen af, at aftenen nu kunne ende i en rigtig festforestilling. I stedet fortsatte englænderen med at satse på mange af sine ballader. Selvom Gough i stærkeste stil bag elektrisk piano trakterede med de især de to glimrende ‘Nothing’s Gonna Change Your Mind’ og ‘Promises’, så undlod han nærmest på det skamligste at spille sange som eksempelvis ‘Disillusions’ på trods af talrige opfordringer for salen.