The Long Blondes

Fra albummets første nummer bliver der serveret finpoleret retro-pop med en lige så retrofin postpunk-attitude og tekster med et skudsikkert afsæt i det evigtgyldige teenageunivers – og herfra er man enten solgt eller det modsatte, for The Long Blondes befinder sig i krydsfeltet mellem ligegyldighed og potentiale.

Albummet er teenageårenes soundtrack, der især indkapsler alle tankerne fra pigeværelset, hvor det kredser om ikke at få den, som man er blevet så uendeligt forelsket i, fordi en anden pige kom en i forkøbet, om at være nitten år gammel og usikker, forvirret eller i tvivl om hvor livet bærer en hen. Det er tøset, men med en sprød kant af coolness.

Men The Long Blondes ender dog med at indsnævre sit publikum ganske meget, da musikken mest er interessant for dem, som den handler om, nemlig teenagepigerne, og til dels dem der engang var en. Men samtidigt er teksternes rendyrkede teenageunivers også det, der i sidste ende binder albummet sammen, idet det bliver en slags parade af gode råd fra store- til lillesøster, udsunget af frontkvinde Kate Jackson, der har både stemme og attitude.

Der er masser af gode elementer i musikken, som de omkuldslående guitarriff, up-tempo, dansable beats og vokalharmonier, der leder tankerne hen på navne som Dance Hall Crashers eller The Au Pairs. Men The Long Blondes bryder aldrig helt overbevisende igennem lydmuren og virker mere som teenageren, der ikke helt har fundet sit ståsted endnu.