Mew

Allerede fra det første billede og den første tone forenes er man klar over, at Mew endnu engang har tænkt stort og ført de kreative ideer helt til dørs med deres koncert-dvd’ ‘Live in Copenhagen’. På to tydeligvis magiske aftener i K.B. Hallen slap Mew alle tekniske begrænsninger, hyrede et dusin kameramænd og lod dem indfange gruppens meget visuelle performance.

Og lad os bare indledningsvist slå fast, at det er lykkedes ud over enhver forventning at få både Mews massive lyd og stemningsfulde lysshow til at fungere som en samlet lækkerbisken, man med stor tilfredsstillelse labber i sig. Helt modsat størstedelen af gængse koncert-dvd’er, hvor tomme visuelle kalorier flakker for øjet, idet billederne sjældent hæver sig over MTV’s standardniveau.

At det er lykkedes Mew at bryde denne kedelige tendens, overrasker i grunden ikke. På Hellerup-drengenes to seneste album har de kunstneriske ambitioner været enestående, og springer vi tilbage til de første sekunder af ‘Live in Copenhagen’, hæver Mew sig altså endnu engang langt over dansk rocks vanlige middelmådige evner. Med øjne placeret oppe over scenen ser vi de fem musikere skiftevis blive oplyst på den bælgmørke scene, imens de én for én igangsætter den dansevenlige ‘Special’.

Det fungerer teatralsk på en ekstravagant måde, der vækker minder fra ‘Rattle And Hum’s filmiske leg med U2 i sit es. Mew gør brug af samme stemningsfulde skarpe kontraster mellem lys og mørke, hvori uforglemmelige filmiske scener udspiller sig. I stedet for at forgive at lade os være til stede i salen, skaber den nøje planlagte filmning og klipning et univers, der fremstår som en selvstændig film med fornem musik og fem “skuespillerpræstationer” i særklasse. Det gør, at Mew igen sætter en ny, høj standard for dansk rock.

Mew. 'Live in Copenhagen'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af