King Kong

Som forberedelse til min planlagte bog om de største excentrikere i rockhistorien har jeg skriblet følgende ned: Selv om Ethan Buckler var bassist i Slint, det mest kulsorte af alle bands til at rejse sig fra askerne af 80’ernes amerikanske hardcore scene, så dyrker han i King Kong besynderligt udknaldet 70’er-funk a la Funkadelic og Sly Stone forenet med galskaben hos Captain Beefheart og Pere Ubu.

Mindre mystisk bliver det ikke af, at King Kong har gjort sig i konceptplader, hvoraf en handlede om en hulemands forelskelse i en yak (‘Me Hungry’), mens en anden beskæftigede sig med en rummands utrættelige søgen efter planeten ‘Kong’ (‘Big Bang’). Alt sammen herlige grunde til at forære bandet et helt kapitel, noterer jeg.

Det nye album forlader det konceptuelle, hvilket ærgrer mig en smule, da King Kong var geniale på det punkt. Heldigvis viser de sig nu som et fantastisk koncist rockband, der med Bucklers drævende talesang i fokus kører samme groovy ‘Stones’-boogie stil som Royal Trux med ligeså afslappet tilbagelænede popmelodier som Silver Jews. Sumpet og elskværdigt.

Det slår dog flest gnister, når der afviges lidt fra formlen, som på discoballaden ‘Bug Make’, en slags hyldest til insekters værdi og følelser, og på den obskurt flippede funkbombe ‘Ride the Funky Mule’. Da står det klart, at King Kong og jeg også i fremtiden vil være gode venner.