Badun

Jeg har været en mavesur gammel mand siden en gang midt i 6. klasse, og måske netop derfor er det dejligt at kunne spærre øjnene op over noget, der simpelthen bare er godt. Sådan er det med danske Baduns debut.

Badun lægger sig midt imellem de electro-akustiske eksperimenter og den mere regelrette, samplede electro. Fra den elektro-akustiske musik tager gruppen de atonale lyde og klikkende samples, der typisk gør det ud for beats. Samples, som i reglen beskæftiger sig mere med lydens klanglighed end dens harmonik.

Fra den jazzede electro snupper de instrumenteringen – bas, orgel, trommesæt og hvad de ellers kan finde på – som indspilles, skæres op og sættes sammen i montager, der passer til musikernes egne hoveder. Tilsammen danner de to elementer noget, der minder en del om Matthew Herbert og alligevel er helt sit eget.

I lighed med Matthew Herbert insisterer Badun desuden på kun at benytte egne samples. Nu er det selvfølgelig ikke en bedrift i sig selv kun at bruge hjemmelavet lyd, men alligevel understreger det den eftertanke og vilje, der ligger bag pladen. Badun har skruet en debut sammen, som formår at være lyttevenlig uden at give køb på sin musikalske originalitet. Det eneste der er tilbage for denne sure, gamle anmelder er at løfte anerkendende på den høje hat.