Ola Podrida

Noget siger mig, at Ola Podrida og jeg deler smag, når det kommer til nyere sangskrivning, noget jeg må afprøve ved en simpel test. Derfor bladrer jeg henover pladernes rygge frem til Sufjan Stevens og Cat Power, men selv om jeg utvivlsomt nærmer mig, så er førstnævntes instrumentelle storhedsvanvid og opgøret med de indre dæmoner hos Cat Power ikke helt til stede her. I stedet er det, når jeg drager mod afdelingen for diskretionens mestre M. Ward og Iron & Wine, at mine huslige forskerambitioner bærer frugt.

Før albumdebuten har David Wingo gennem flere år komponeret filmmusik, blandt andet til det bizarre persongalleri i forstadsskildringen ‘The Guatemalan Handshake’, og måske kan forklaringen til det forsagte og ømme udtryk findes her, da filmmusik snarere ledsager billeder og sætter toner til stemninger frem for at stå alene i fokus. Detaljerne får desto større effekt herved. Pludselig et skævt lilletrommeslag, en ringlede leadguitar ud af det blå, eller den overraskende rock på ‘Cindy’.

Det er egentlig kun det tekstlige klavertramp i fordrukne ‘Pour Me Another’, der skæmmer lidt på et dejligt, lavmælt album, hvis indsigt er, at højt at flyve også betyder dybt at falde, hvad alt for få indenfor den her stil, synes bevidste om. Rapportens resultater viser, at Ola Podrida fortjener en plads på hylden ved siden af de navne, jeg lod dem møde i hjemmelaboratoriet.