Jennifer Gentle

Det italienske psychpop-band, der efterhånden primært er et enmandsprojekt for Marco Fasolo, er opkaldt efter pigen, Syd Barrett synger om på ‘Lucifer Sam’ fra Pink Floyds debutalbum. Vidt betragtet som en reference til hans daværende forelskelse, og hvis man kan tage den stærke indflydelse fra den britiske excentriker på Jennifer Gentles anden plade på Sub Pop for gode varer, så må man formode gengældt kærlighed.

Fasolo bevæger sig i den mest skummelt dystre og gøglet skøre ende af den psykedeliske musik. På ‘Twin Ghosts’ sakrale vokalharmonier og brug af Moog får han placeret sig et sted mellem de uhyggeligt nattesorte Comus og den sløve cannabis-dis hos United States of America. At dømme efter den helt balstyriske ‘Telephone Ringing’ virker det, som Fasolo aldrig har haft et telefonopkald før, og helt rundt på gulvet må synge med sin foretrukne kejtede fe-stemme. Særligt fint bliver det, når Fasolo rammer en melodi af guld som ‘Take My Hand’, der genkalder både The Kinks og The Who i deres 60’er-periode.

Man kunne snydes til at tro, pladen var 40 år gammel, men en hovedpart af nørklede og flyvske sange, gør albummet til en lidt for fragmentarisk og løs plade, der kun glimtvis løfter sig fra eksperimentniveauet. Derfor er den nok mest et anliggende for dem med drømmende blik for den komplette psych-samling.