Badun – you lost me at hello

Jeg stod i baren i Pressen i Politikens Hus efter Future Sound of Jazz-koncerten med Badun og prøvede at forklare en af mine venners venner, at electro-akustisk musik er lidt ligesom zucchinier: En acquired taste. Og det er da også tilfældet med Badun. Deres klikkende, knirkende beats og den tilsyneladende mangel på klassisk, rock-agtig fremdrift kan godt tage fusen på den uøvede lytter, men til gengæld er musikkens suggestive kraft næsten uanet, hvis man sætter sig ned og hører efter.

Badun havde en del tid på bagen som liveband, før de tidligere på året udgav deres debutalbum. Så snart trioen gik på, kunne man mærke, at der var tale om rutinerede, afslappede scenemusikere, der kunne koncentrere sig om det, de var bedst til, og det musikalske udtryk gik fremragende i spænd med de abstrakte videoprojektioner, som blev lavet live på scenen.

Hvad musikken havde i fræk, halv elektronisk, halv akustisk finesse, manglede koncerten som helhed til gengæld i atmosfære. Af en eller anden grund var kontakten mellem scene og publikum meget svag, og virkeligt, virkeligt mange kvitterede ved at trække på skuldrene og gå. Om publikum og band var gået ind til koncerten med forskellige intentioner, eller om Badun på fatal vis ikke formåede at få deres budskab ud ved jeg ikke. Til gengæld ved jeg, at en koncert ligeså meget er dens atmosfære, som den er musikken i rummet. Det kan tage gnisten ud af selv den mest garvede koncertgænger at se 50 procent af ens fæller smutte halvvejs gennem sættet, mens man selv sidder og undrer sig over, hvor festen blev af.