Han har ikke noget imod rampelyset, forsikrer han, men det er en anden Damon Albarn, der tager imod pressen i dag, end det var i Blurs stormagtsdage i 90’erne. Den selvsikre mellemklasse-knægt og Gorillaz-bagmand er blevet voksen og reflekterende. Rockstjernelivet er et overstået kapitel.
Vi har ventet i snart en time nu, os syv europæiske journalister, der i samlet flok er blevet tildelt en halv times snak med The Good, The Bad and The Queen – eller som de fleste af os nok tænker, en snak med en af Englands mest sejlivede musikhelte i nyere tid, Damon Albarn.
Og så kommer han endelig. 38 år er han blevet, men det er ikke til at se, sådan som han trasker mod os iført et løstsiddende jakkesæt med skjorten udenpå bukserne og en høj hat på skrå. Han sveder efter den forsinkede lydprøve, og han skeler lidt mod os, som en knægt, der lige skal tjekke modstanderen ud inden en slåskamp. Og så vender han om. PR-folkene undskylder straks.
Fem minutter senere er han dog tilbage. Denne gang med sine nye bandkollaboratører i The Good, The Bad and The Queen, og med en papæske med syltetøjsfyldte donuts fra det nærmeste supermarked. »Hvis I har brug for en donut, så bare tag«, siger han oprigtigt, mens han selv hugger tænderne i den første.
Nyder livet
Jeg er taget til London for at kaste lys over en musiker, der som få andre har formået at forny sig selv. For mens andre, der har oplevet en succes, som den Albarn fik med Blur i 90’erne, ofte vælger at klamre sig til band og identitet, så formåede London-sangeren at sparke nyt liv i sin karriere og sin musik i 1999 med opfindelsen af tegneserie-bandet Gorillaz, og selv ikke den succes har altså fået ham til at sidde stille. Men det er tydeligvis ikke noget, Albarn gider at snakke om.
»Ja, ja, jeg genopfinder mig selv hver dag«, fnyser han nærmest hovedrystende af den konstatering. Men efter et par rosende ord om Albarns evne til at gå nye veje fra den nigerianske trommeslager Tony Allen, der blandt andet spillede i Fela Kutis band Africa 70 op gennem 70’erne, kommer der lidt mere fra Albarn. »Det er et samspil. Det er, hvad musik bør være«, siger han kontant om sit nye projekt.
Det er tydeligt, at han ikke ønsker at være frontmand længere. Siden midt-90’ernes medieovervågede mudderkamp mod Oasis-skarnsbrødrene Noel og Liam Gallagher har Albarn fået tingene sat i perspektiv, og i modsætning til de tidligere rivaler har årene modnet ham.
»Vi er alle sammen på et stadie i vores liv, hvor vi har lært, at der er andet i livet end berømthed«. Han griner og får enige nik fra sine nyeste bandkolleger, der udover Tony Allen, udgør den tidligere The Clash-bassist, Paul Simonon, og Simon Tong, der har været live-guitarist for både Blur og Gorillaz, ligesom han tidligere var medlem af The Verve.
Tak til Oasis
Der er ingen tvivl om, at det er musikken, der betyder noget for Albarn. Og måske kan han paradoksalt nok takke Gallagher-brødrene for sin musikalske opvågnen. Han har i hvert fald engang sagt til internet-magasinet PopMatters, at hele balladen »havde en markant effekt på hele mit liv«, og at han kom ud på den anden side som en bedre musiker.
Og siden har Albarn altså spredt sit talent ud på flere bands og yndet at samarbejde med forskellige musikere fra andre lande, som han for eksempel gjorde på soloudgivelsen ‘Mali Music’ fra 2002, hvor han rejste til den fattige afrikanske nation for at indspille med lokale musikere. Det var også derfor, han tog med Tong til Nigeria for et par år siden for at mødes og indspille sammen med Allen, på hvad der skulle blive starten på The Good, The Bad and The Queen.
»Hvis du ser tilbage på før 60’erne, da folk mest dyrkede jazz og bigbands, så flyttede folk rundt og arbejde med forskellige musikere hele tiden«, siger Albarn om sit fokus på hele tiden at finde nye samarbejdspartnere. For det er mere det, de fire ser det som – et samarbejde, et projekt.
»Vi har alle være i bands før, og at være i et band igen er en rigtig god oplevelse, men vi har en helt anden tilgang til det, end da vi var yngre og lige begyndte. Sådan er det bare«.
En gorilla fra Camden
Den tilgang betyder også, at vi ikke skal regne med at se firkløveret på en længere turné. Albarn har sin datter Missy, og hans familie er vigtig for ham. Men efter interviewet skal de spille den sidste af fire koncerter, og i slutningen af januar tager de på en mini-turné med otte nye koncerter. Og hvordan er det så for Albarn igen at stå på scenen foran sit publikum?
»Jeg var også på scenen med Gorillaz, bare i baggrunden. Jeg prøver stadig at holde mig tilbage, og det har jeg det fint med. Det her er nogle rare mennesker at være på scenen med, det er ikke fordi, jeg har sceneskræk«, forsikrer han.
Og det lader det absolut heller ikke til, da han nogle timer senere indtager scenen i det gamle kulturhus Roundhouse i London-bydelen Camden. Han stråler som en stolt dreng, da bandet indtager scenen til stor hyldest fra det spændte publikum. De fleste har kun hørt singlen ‘Herculean’ inden aftenens koncert, der præsenterer hele albummet, fra start til slut, som det kan høres, når det udkommer den 22. januar. Og der er noget at glæde sig til. Som en blanding af Blurs mere akustiske numre og Gorillaz’ bas/beat-fokus, har sangene en afslappet, næsten dubbet følelse, mens Albarns karakteristiske vokal fylder godt i lydbilledet.
På scenen er det dog Simonon, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, når han, iklædt mørkt nålestribet jakkesæt og sort læderhat, konstant leger med publikum og peger sin bas mod dem som et våben, mens han lægger en dyb bund sammen med Allens imponerende trommebeats.
Albarn holder sig, som han sagde, lidt gemt bag sit klaver, men på et tidspunkt kan han ikke holde sig længere og springer frem på scenen, hvor han hoppende får stemningen op at koge i kulturhuset. Jo, det kan godt være han ikke kan lide at være en berømthed, men entertainer-genet fejler ikke noget, og det er tydeligt, at han har det bedst deroppe, lidt på afstand af pressen.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue Magazine #10, december 2006.