Der skulle en TikTok-challenge til, før folk fik øjnene op for ham. Nu har JID noget at bevise
ALBUM. JID har noget at bevise. Da han annoncerede ’WRK’ som første single til ’God Does Like Ugly’, skrev han på Instagram, at forgængeren, ’The Forever Story’, ikke fik den modtagelse, han havde håbet på.
Allerede i albummets intro, ’YouUgly’ med Westside Gunn, fornemmer man frustrationen. Der skulle en TikTok-challenge til på hittet ’Surround Sound’, før folk for alvor placerede ham blandt de bedste, vrisser JID over et grimey, 808-tungt beat, der senere udvikler sig til et fuldt trap-beat.
Han føler sig udvalgt af Gud til at løfte sin familie, sine venner, sit kvarter – og rap-gamet. Men han ser sig ikke helt i rollen endnu.
Selvom JID har fået mainstreamsucces med ’Surround Sound’ og er med på Imagine Dragons’ gigahit ’Enemy’, føler han sig stadig overset i musiklandskabet. Men han er ikke typen, der jagter endnu et viralt øjeblik. Han jagter anerkendelse og vil hellere bevise sit værd gennem fundamentet for sin selvtillid: sine rim, sin rejse og sin tro.
Produktionen er klassisk JID med støvede boom bap-tracks, soul-samples og tunge trap-beats, men der er også afstikkere.
’Sk8’ med Ciara og Earthgang skiller sig ud som et funky, 90’er-upbeat indslag i samme univers som Drakes ’Nokia’, komplet med referencer til Atlantas rulleskøjte-steder. Johnny Venus rammer hovedet på sømmet i outroen, når han kalder det et »freaky ass beat«.
Albummet viser flere facetter af JID end bare den overlegne rapper, vi kender. På ’Wholeheartedly’ tager Ty Dolla Sign sig af et uimodståeligt hook, og JID eksperimenterer med sin vokal uden at slippe temaet om loyalitet.
’What We On’ går i en mere spacey retning, hvor Don Toliver og JID leger med stemmerne og lader produktionen svæve, og ’No Boo’ med Jessie Reyez præsenterer en sårbar, nyligt dumpet udgave af rapperen. Det vokale register og det tematiske indhold udvides.
Faktisk tæller albummet hele 12 gæster – et højt tal, som ikke altid er nødvendigt. På de klassiske, hårde JID-tracks leverer de solide vers, men uden at tilføre noget nyt. Her kunne hovedpersonen nemt have stået alene, for der er han i sit es. Men især i midterstykket er det svært at forestille sig numrene uden de stærke bidrag fra ikke mindst Ty Dolla Sign.
Teknisk er JID stadig i særklasse. På ’Of Blue’ vrider han ordspil som »What if Heaven was hell and vice-a versa? A verse of vices«, der på et splitsekund får ny betydning. På ’On McAfee’ med Baby Kia og ’Community’ med Clipse skildrer han miljøer, hvor pistoler er en del af hverdagen, og hvor gamle vaner – temperamentet, paranoiaen – stadig sidder i ham.
Troen er den røde tråd. På ’Glory’ takker han Gud over et triumferende gospel-beat, og på det sidste track, ’For Keeps’, samler han trådene: Han gør det for familien, fansene – og nu også sit barn, som han afslører i outroen.
’God Does Like Ugly’ er et teknisk og tematisk stærkt statement, hvor JID viser, at han stadig har grebet om både sin pen og sin fortælling. Når han giver plads til leg og variation, træder han for alvor ud over det forventede.
Kort sagt:
’God Does Like Ugly’ er et teknisk overlegent og personligt album med stærke features, men JID er stadig bedst, når han selv styrer showet.