Electric Eel Shock
Med en producer i ryggen, hvis øvrige meritter tæller både Judas Priest og Scorpions, lancerer japanske Electric Eel Shock nu deres plan om globalt party-herredømme. Det er tredje album fra de underholdende kamikaze-kødhoveder, som i mellemtiden også er gået hen og blevet kult på grund af deres semilegendariske liveshows.
Deres opskrift er enkel: Sumobryder-guitarriffs i Fu Manchu-vægtklasse, der leger trampolin på en rytmebund i konstante spasmer, alt imens de fastholder et nådesløst kvælertag på hjernecellerne. God gammeldags snotdum partyrock med andre ord. Teksterne veksler mellem spyttende japansk og vaskeægte ‘engrish’: »Gimme something to destroy! / I gonna kill you with my love!« råber forsangeren på ‘Transamerica Ultra Rock’. Det er temmelig svært at tage seriøst, og det er sikkert egentlig heller ikke meningen.
Riskagen hænger faktisk også ganske godt sammen for det meste. Albummet er virkelig overvældende festligt, og klicheen tro også svært at sidde stille til. På et par skæringer midtvejs, ‘Kill the Weekend’ og ‘I Want War’, lander de førnævnte gumpetunge riffs dog ikke specielt yndefuldt. Kommer man sig over de få streger i barregningen kan man i stedet nyde slutningen af pladen i fulde drag. Der finder man nemlig ‘All My Music’, albummets nok mest geniale nummer, samt en hysterisk cool stærkstrøms-coverversion af Minnie Riperton-evergreenen ‘Loving You’.
Utroligt, hvor langt man kan komme, selv når man lader til at have færre hjerneceller at rutte med, end der er strenge på en guitar. Banzai!