Frog Eyes

Som medlem af den fine, men mærkelige indie avantgardetrio Swan Lake må Carey Mercer dele opmærksomhed og kreativ kontrol med mere prominente navne som Wolf Parades Spencer Krug og New Pornographers Daniel Bejar. Nok medvirker Krug fra tid til anden i canadiske Frog Eyes’ line-up, men Mercer er kraftfeltet bag det musikalske udtryk, der ikke kan siges at lade sig rive med af rockens hovedstrøm.

Gruppens noget aparte rockmusik flimrer febrilsk, river, kradser, glatter ud og er ofte både fremmedgørende og fængende i samme moment. Visse sange bliver dog aldrig rigtig til mere end små gnister i og flige af Mercers sind og parallelle musikalske univers, og forbliver derfor lovlig kantede, hvor det er svært at komme ind på livet af deres obskuritet.

‘Reform the Countryside’ og ‘Caravan Breakers’ er undfanget i kaos og klarhed og fungerer fortrinligt. Stærkest står dog ‘Bushels’. Her er momenter af stor skønhed og nysgerrighed. Det er en gigantisk sang og genial komposition, der stortrives i mødet mellem avantgardistisk løsgængeri og poppens logiske strukturer og er derfor en oplagt øjenåbner for bands, der har stirret sig nærsynede på den samme musikalske opskrift.

Nej, nej, der behøver jo ikke komme noget interessant ud af, at man udstikker sin egen rute, som ikke går fluks over vers-omkvæd-vers, men Frog Eyes bekræfter med deres sjette album, at det er et godt udgangspunkt for flere spændende plader.

Frog Eyes. 'Tears of the Valedictorian'. Album. Absolutely Kosher/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af