Tapes ‘n Tapes
Originalitet er et gummibegreb, som ikke altid er til at håndtere og altid rejser nogle spørgsmål. For hvor gennemtrængende kan de musikalske referencer egentlig tillade sig at være, før et originalt band bliver uoriginalt? Spørgsmålet trænger sig i den grad på, når man hører det nye album fra amerikanske Tapes ‘n Tapes. Svaret er tvetydigt, men trods gennemtrængende inspiration er kvaliteten og charmen ikke til at komme udenom.
Tapes ‘n Tapes udgav debutalbummet, ‘The Loon’, i 2006. Allerede dengang fik de fire amerikanere et ret bredt gennembrud takket være et brag af en Pitchfork-anmeldelse og et gig hos David Letterman. Albummet var karakteriseret ved sin lo-fi-charme og blev blandt andet sammenlignet med Pixies.
Støjen og inspirationen fra Frank Black og co. høres også på opfølgeren, som er produceret af David Fridman (Flaming Lips, Clap Your Hands Say Yeah m.fl.). Charmen er også intakt, men de fleste numre har tilsyneladende hentet inspiration hos grupper som Guided By Voices og især Arcade Fire.
Tapes ‘n Tapes har adopteret koret, knækket koden på de halvpompøse og skæve indie-popmelodier og svøbt vokalen i reverb og højstemthed. Popelementerne får fint modspil af distortede guitarer, der kradser emaljen af øregangen, og hi-hattens off-beat, der driller det indre høreapparat. Og selvom inspirationskilderne hænger som en lille sort sky over det samlede indtryk, er albummet både charmerende, vellykket og originalt.