Virak

Der findes en gylden mellemvej mellem postrock, slowcore og traditionel rock. Et band for dem som finder postrocken lidt for indadvendt, slowcore lidt for sløv og rock lidt for almindeligt. Bandet er dansk og hedder Virak.

Trioen bevæger sig hjemmevant gennem rockhistorien, hvor den låner syremærker fra 70’erne, episke berettermodeller, postrockede opbygninger og lullende slowcore fra 90’erne og gæstemusikere fra 2008. En af gæsterne er Nils Grøndal fra Under Byen – andre medlemmer er fra Slaraffenland og Efterklang – og det er næppe tilfældigt. Flere numre på pladen har nemlig den samme højstemte og højdramatiske grundtone som Under Byen, et enkelt nummer eller to har mere til fælles med Thom Yorkes beats og Depeche Modes synths, mens størstedelen lægger sig op af bands som Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.

Det er med andre ord stemningen, som fylder mest i det samlede lydbillede. Vokalen er – meget karakteristisk for de nævnte bands og postrocken i almindelighed – forholdsvis langt tilbage i lydbilledet, og to af pladens 11 numre er rent instrumentale.

Det fungerer godt. Så godt, at Virak måske burde overveje at lave et par numre mere uden vokal eller skrue endnu mere ned for sanganlægget. Vokalen er nemlig ikke så muskuløs og farlig som resten af bandet og står tilbage som et svagt punkt på en ellers stærk og stilsikker debut.