Guillemots
Ironien var til at få øje på, da bandet bag en af 2006’s mest spraglede udgivelser havde taget navn efter en fugleart i sort og hvid. Med en uimodståelig energi og inderlighed baskede Guillemots rundt i popuniverset med et forfriskende og flagrende udtryk. Den multinationale kvartet er nu klar med den notorisk svære toer. Og selv om Guillemots ikke har mistet modet til at udforske nye territorier, stråler fjerpragten ikke som for to år siden.
En af styrkerne på debuten ‘Through the Windowpane’ var Guillemots løse tilgang til sangstrukturer. Den er nu lagt på hylden til fordel for en mere mainstream form, der dog stedvis udfordres af dristige, men ikke særlige vellykkede indslag. Som den gennemgående, mellemøstlige inspiration, der sniger sig ind på blandt andet den hidsige åbner ‘Kriss Kross’.
At falsetsang gør sig bedst i små doser er ‘Standing on the Last Star’ et levende eksempel på. Men selv om frontmand Fyfe Dangerfields vokale udfoldelser ikke alle falder lige heldigt ud, er og bliver hans stemme bandets fremmeste force. Og når den får lov at træde helt frem i de mere afdæmpede numre, er Guillemots bedst. Det er den konversationskritiske ‘Words’ et glimrende eksempel på, ligesom den radiohitliste-egnede ‘Falling Out of Reach’ er et behageligt bekendtskab.
De ændrer dog ikke på, at Guillemots er langt fra så farverige som på debutalbummet. Talentet er åbenlyst og ambitionerne store, men trods lyspunkter er ‘Red’ blevet et noget rodet album uden samme intensitet som forgængeren.