The Notwist
Det var nærmest en helt anden tid, da vi sidst hørte fra The Notwist. Det er, for at være præcis, seks år siden, de med albummet ‘Neon Golden’ var jordemødre for den genrebastard, der nu i fortærskede vendinger omtales som indietronica. I mellemtiden har vi kunnet nyde udgivelser fra det tyske bands utallige andre forgreninger og vildskud som Lali Puna, Console, Tied & Tickled Trio, Ms. John Soda, og ikke mindst samarbejdet med hiphop-duoen Themselves i 13 & God.
Nu er moderbandet så endelig tilbage. Albummet er opstået i et samarbejde mellem The Notwist og kammerorkesteret Andromeda Mega Express Orchestra, som på bestilling har omarrangeret og bearbejdet sangene. Bandet har så fået orkestrets indspilninger tilbage, og nu titter de klassiske instrumenter i remixet form frem i sprækkerne mellem bandets egne soniske udgydelser.
Djævelen bor jo som bekendt i detaljen, og resultatet er også et multilaget lydbillede, som dels hilser tilbage mod The Notwists forrige bedrifter med glitchede og ophakkede elektroniske krinkelkroge, men som også er mere afrundet og mildt. Markus Achers vokal er passende lagt langt frem i mixet, som en rastløs, men rar vejviser udi de velmodulerede og fintfølte pop-mobiler.
Det er et stærkt comeback for tyskerne trods den lange pause og et trommeslager-skift. Gamle fans såvel som nye kan passende glæde sig i samlet flok, for dette er lyden af et band i absolut storform.