Zeigeist
Gøteborg-baserede Zeigeist er mere end bare musik, da deres spektakulære live-optrædener udgør en lige så stor del af deres kryptiske univers. Det farverige visuelle udtryk afspejler deres energiske electropop, der til forveksling lyder som The Knife. Derfor skabte det også en del forvirring på Internettet, om hvorvidt det egentligt var førnævnte, der stod bag nummeret ‘Tar Heart’, da det blev lækket til musikblogs for lidt over et år siden.
Ligesom The Knife har nappet elementer af deres lyd fra andre, så har Zeigeist gjort det samme fra The Knife, så fred være med det. Det er bare svært ikke at tænke på ‘Deep Cuts’, når de skingre stemmer, de analoge trommesæt og den tunge synth-bas hamrer derudaf. Til forskel formår Zeigeist ikke – hverken lyrisk eller produktionsmæssigt – at inddrage den nærmest okkulte mystik og de stærke melodier.
‘Tar Heart’ og ‘Bunny’ er blandt de mest vellykkede og fængende og appellerer især til dansegulvet. Resten af albummet virker dog ligegyldigt, og det er svært at skelne mellem sangene. Der savnes dybde, og det er svært at finde ud af, hvad Zeitgeist egentlig vil.
Det er uklart, hvor vidt de rent faktisk prøver at afspejle samfundet, da teksterne stort set flyder sammen med melodierne, hvilket gør dem svære at skille fra hinanden. Albummet virker gennemgående overfladisk og kedeligt, hvilket selvfølgelig kan undskyldes med, at gruppens liveshow spiller en lige så stor rolle som det musikalske.