Analogik

Sæsonen er slut. Skuden bliver lagt på land og søulkene fra de syv have stavrer vemodigt mod en brun bar, hvor det lokale band spiller op til dans og røverhistorier. Sådan omtrent begynder danske Analogiks andet album, som har fået titlen ‘Klunserbeats/live’.

Skiven er konstrueret så den lyder som én lang liveoptagelse, hvor hyggelige små mellemspil udgør mørtlen mellem de enkelte numre. Man kan måske tillægge dem en vis beregnende snuhed i det valg, for om nogen har Analogik netop oparbejdet sig sit gode ry live.

I forhold til deres fremragende debut fra 2006 er der smidt lidt tangenter ud og monteret andre på genreharmonikaen. Ska- og dub-indflydelsen som prægede lydbilledet dengang, er her smidt overbord og byttet ud med et mere jazzet hiphop-islæt, som i den grad vækker mindelser om Mr. Scruff og andre Ninja Tune-navne. Det er næsten en skam, men også kun næsten. Selvom man til tider kan savne bølgernes brus på dette album, bibeholder bandet sin fordrukne og bizarre balkancharme og de viltert ornamenterede instrumentale afstikkere. Skæringerne sætter sig hurtigt som brændevin i både det ene og det andet ben, også selvom de skulle være lavet af træ.

Hvis filminstruktøren Emir Kusturica skulle opstøve et dansk orkester til at levere underlægningsmusik til sigøjnermatroner, der trækker søm ud med røven, er Analogik således fortsat det indlysende valg. Og det er – splitte mine bramsejl – i virkeligheden nok den største ros man kan give disse klezmertronica-freaks på klunsertogt.