Wilderness

Der er ikke plads til ironiske nik og udglattende jokes hos Wilderness. For i den amerikanske gruppes fortolkning er rockmusik en alvorstung sag, som det kræver dyb seriøsitet og furede ansigtsfolder at beskæftige sig med. Alene det faktum, at gruppens tredje studiealbum ‘(k)no(w)here’ er designet til at blive overhørt som ét samlet værk, siger noget om de ambitioner, der ligger bag værket. I udgangspunktet er det projekt sympatisk som modvægt til alverdens fjogede, livsforkortende hitlistepop, men den benhårde kompromisløshed indeholder også et ekskluderende aspekt, som Wilderness ikke kan sige sig fri fra at dyrke.

Skal man tage gruppens værkstanke alvorligt, giver det ikke mening at fremhæve enkelte numre fra ‘(k)no(w)here’. Og derfor bliver albummets succesparameter i højere grad, hvordan den samlede lytteoplevelse forplanter sig i krop og hjernebark.

Lydbilledet er sammensat af vragdele fra indierockens skramlende overskudslager, postrockens forkærlighed for lange, episke forløb, artrockens selvbevidst skizofrene eksperimenter tilsat et godt skvæt sortsynet americana, og overordnet er albummet en fascinerende ekskursion udi i sindets kringelkroge med forsanger James Johnsons som teatralsk rejsefører. For ofte resulterer den grænseløst prætentiøse og (selv)højtidelige stemning dog i koncentrationsbesvær frem for betingelsesløst underkastelse hos lytteren. Og på denne måde ender albummet som en lidt for selvsmagende omgang ørekatarsis, der mest af alt kildrer søvncenteret i hjernen.