Frida Hyvönen

Mange andre har siddet foran klaveret og sjunget deres hjerter ud, før svenske Frida Hyvönen. Katie & Anna Mcgarrigle har gjort det i over 30 år, Tori Amos i mere end 20, og en lind strøm af unge opkomlinge som eksempelvis Regina Spektor har forsøgt sig de sidste par år. Der er mange om buddet. Alligevel formår Hyvönen at skabe plads til sig selv ved at klemme noget nyt ud af klaverets og stemmens bug.

Som på de foregående udspil er det Hyvönens store vokal og dagbogsagtige fortællinger, der stjæler opmærksomheden. Historierne giver en original indgang til musikken. Som på ‘December’, om en (selvbiografisk?) indlæggelse på en abortklinik, som koster kærligheden: »And when I wake up, you get me a coffeee and a sandwich. And a kiss in which I can taste the last breath of our love«. Det rimer ikke, det gør melodilinjerne studse, men det giver også en oprigtighed og varme, der klæder numrene.

Er teksterne underspillede og skæve, kan man ikke sige det samme om vokalen. Den veksler mellem blød/fin og kraftfuld/überteatralsk. Enkelte numre bliver dog for melodramatiske. Der hamres i klaveret, mens pompøse kor akkompagnerer Hyvönen, der raskt spunser op og ned ad samtlige vokale registertrin, der findes. Man bliver nær forpustet af at lægge øre til eksempelvis ‘Highway 2 U’. Bedre går det, når Hyvönen lader stemmen begrænse sig og instrumenterne tage sig af de musikalske højdespring. Et nummer som ‘London’ med svingende tamburin, klimprende klaver og brusende kor efterlader en nostalgisk og sødmefuld fornemmelse. Den slags numre er der heldigvis mange af, og det råder bod for dramadronningen. Og gør albummet til et fint og charmerende udspil.