Hot Club de Paris

Selvom navnet kunne bringe associationer til lumre natklubber i den franske hovedstad er Hot Club de Paris fra Liverpool, og de spiller temmelig uinspirerende poppunk, på grænsen til det kvalmende kedelige. Med en tommetyk britisk accent, klassisk guitar/bas/tromme-konstellation, og så ellers en håndfuld temmelig tynde sange har de udgivet deres opfølger til 2006’s ‘Drop It ‘Till It Pops’. Man kan undre sig hvorfor.

For det første er de 14 sange ikke synderligt vedkommende, for ikke at sige ligegyldige. Den slags man, hvis man havde et hit eller to med på albummet, ville kalde fyld. Men de har intet hit. Og efter flere intense gennemlytninger er der stadig ikke én melodi, der hænger ved.

Bag pulten har de sat Modest Mouse-producer Brian Deck. Som sådan en fint valg. Men det er svært at høre, hvad han har tilføjet til den temmelig tomme lyd, der får Hot Club de Paris til at lyde som et livstræt gymnasieband af evighedsstudenter. Og man kan næppe bebrejde manden, hvis han faldt i søvn under indspilningerne.

Hvis man endeligt skal fremhæve noget interessant ved albummet, må det være, at man i stedet for en klassisk talangivelse af numrene har ladet et antal kister angive, hvilken skæring der er tale om. Spændende og originalt. Måske de skulle gå ind i bedemandsbranchen.