A Camp
Otte år er der gået siden Nina Persson sidst flirtede med sit sidespring fra et af Sveriges største bands The Cardigans. Nu er hun tilbage i selskab med sin mand, amerikaneren Nathan Larson, og sangeren Niclas Frisk (eks-Atomic Swing). Udover denne trio medvirker en lang række folk, blandt andre James Iha (eks-Smashing Pumpkins), og Joan Wasser (Joan As A Policeman), der ligesom Frisk også medvirkede på debuten.
Albummet er indspillet i fem forskellige studier i New York med undtagelse af den fine ‘Golden Teeth and Silver Medals’, der blev født i Malmö som en duet med landsmanden Nikolai Dunger. Persson er i sandhed en sangerinde, der er vokset i styrke og kapacitet. Fra at være en underspillet 60’er-pop-pige i de tidlige Cardigans-sammenhænge, er hun blevet en kraftfuld og overbevisende diva, der enkelte steder fraserer så smukt, at man skulle tro, hun var sort.
De fleste numre er nøgne, afdæmpede og skåret helt ind til benet. Hvor debuten var søgende og til tider eksperimenterende, er ‘Colonia’ et mere rent popalbum i den melankolske ende af spektret. Bandet har fuldstændig kontrol over de små fine sange, men det er alligevel som om mageligheden får lov til at styre lidt for meget. Debutens skrammer og bid, der gjorde bandet til et interessant projekt i udvikling, er tilsyneladende sat på standby til fordel for en lidt for stillestående og anelse kedelig mellemvare.