Lily Allen – ‘It’s Not Me, It’s You’

To et halvt år er gået, siden Lily Allen sang sig ind på lystavlen som den første Myspace-genererede superstjerne med debuten ‘Allright, Still’. Nu er den alt andet end konfliktsky englænder klar med sit andet album ‘It’s Not Me, It’s You’. Men efter alt at dømme er det desværre Lily, den er gal med.

Musikalsk set er lyden blevet mere poleret, og tilsat Lilys lyse stemme skal der ikke meget til, før sukkerchokket i lydbilledet tipper, og anonymiteten skriger. Hvor Lily på sit første album sang om at kunne spise spaghetti bolognaise »and not feel bad about it for days and days and days«, vender hun nu blikket udad. På papiret ser det fornuftigt ud. En ung dame der viser interesse for andet end sine Kate Moss-komplekser. Desværre er socialrealisme a la Allen ikke synderligt spidsfindigt, og resultatet er krampende banale hverdagsberetninger. Prisværdigt nok, bevares. Bare virkelig ærgerligt at Lily spidder samfundets hykleri med samme syleskarpe indsigt som en guldfisk.

Det starter ellers ok. Førstesinglen ‘The Fear’ har allerede manifesteret sig som en forrygende guilty pleasure. Men så kører albummet målrettet af sporet. ‘Not Fair’ er en rædselsfuld country-pastiche udsat for galopperende suppe, steg og is-trommer og en hjernedød tekst om en kæreste, der ikke kan præstere i soveværelset. Den åh-så-frække ‘Fuck You’ er Lilys barnagtige salut til pressen, hvor Smølferne møder et manisk Cirkus Benneweis-agtigt lydspor, og alt andet end sød musik opstår. Lily er god, når hun gearer lidt ned på ‘I Could Say’ og ‘Chinese’, men det er stadig bare så forpulet tandløst.

Albummet er et halvhjertet forsøg på at lave intelligent pigepop, og det er et kæmpe antiklimaks for os, der i al hemmelighed har lært de bedste snappy comebacks fra debuten udenad. Dem kunne Lily godt få brug for nu.