Highway Child

Der kan ske meget på et år. I Highway Childs tilfælde har bandet brugt tiden på at finpudse udtrykket grundigt. Snavset er skuret af fælgene, motorens knurren er tunet til en spinden, og det lyder i det hele taget som om, at hensigten med denne toer er at ryste truckerpatinaen af sig til fordel for pænere gentleman-dyder.

Det er både godt og skidt, for lyden af et mere velfriseret Highway Child gnubber virkelig skuldre med andre danske retro’n’roll-bands som The Blue Van og The Breakers. Patrick Heinsøe synger stadig guddommeligt, men teksterne fløjter ind ad det ene øre og ud af det andet, fordi hovedindholdet er machobrunstige og klichéklistrede ynglekald til det modsatte køn.

Det er især svært at spore originaliteten i et nummer som ‘Take You Down’. Steril og skemastram metervarerock, rigeligt inspireret af Jets ‘Are You Gonna Be My Girl’ – eller var det mon Iggy Pops ‘Lust For Life’? ‘In the End’ udgør passende den mere klædelige ende af kvalitetsspektret, hvor bandet tillader sig at aktivere cruisekontrollen og strække de trætte pedalfødder ud i et rart lille krautrockgroove. Og ‘Born on the Run’ demonstrerer sammen med det unavngivne hemmelige nummer til slut at drengene stadig kan skrive fine ballader.

Disse øjeblikke er blot alt for sjældne på et album, som vist er sympatisk og stilsikkert – men desværre også langt mere forudsigeligt, jævnt og konformt end den glimrende debut.