Raz Ohara & The Odd Orchestra

Det er svært at komme på en anden dansk vokalist med et talent, der bare nærmer sig Raz Oharas. Ohara, eller Patrick Rasmussen som han hedder uden for musikken, har af uforklarlige årsager aldrig for alvor skabt sig et navn herhjemme. Til gengæld har han udgivet på flere af Tysklands mest hypede elektroniske pladeselskaber, og så har han en af de mest unikke stemmer, jeg nogensinde har hørt.

Trods sit gigantiske talent har Ohara dog stadig sit mesterværk til gode. Hans stemme har kun sjældent været akkompagneret af noget lige så spændende, og det bliver den desværre heller ikke denne gang. Fuldstændig som hans første album med The Odd Orchestra er dette, det andet, en glimrende elektronisk singer/songwriter-udgivelse, der imidlertid lider lidt under en tilsyneladende modvilje mod at gøre et for stort væsen af sig.

Den tilbagelænede kombination af håndspillede instrumenter og diskrete elektroniske programmeringer er afsindigt elegant, og den giver masser af plads til Oharas afslappede croon. I lighed med de fleste af melodierne på albummet er den bare ikke synderligt interessant. Bundniveauet er på den anden side enormt højt, og meget mere elegant end ‘II’ bliver det ikke, så selvom Ohara heller ikke denne gang skaber den magi, han har potentiale til, er albummet stadig en anbefaling værd.