Keith Canisius

Keith Canisius’ ærlighed om sine forbilleder er befriende. Han skriver det også i covernoterne til sit nye album, men alle, der måtte have hørt sidste års soloalbum eller den fremragende duoplade med Rumskib fra 2007, vidste det i forvejen. Canisius elsker My Bloody Valentine og Cocteau Twins. Tilsyneladende endda så meget at han hellere vil lyde præcis som dem end forsøge at tage inspirationen med sig videre.

Således lyder hans nye album allermest som en samling af de sange, Cocteau Twins ikke nåede at skrive tilbage i 80’erne. Det er den samme lyserøde dis, Canisius’ skønhedssøgende dreampop-sange svæver vægtløst rundt i. Det er ikke specielt originalt, men når man tænker på, hvor unikke og forfinede mesterværker, Cocteau Twins udgav dengang, er det ikke noget dårligt udgangspunkt.

Desværre er der nok en grund til, at Cocteau Twins ikke skrev lige netop disse sange i sin tid. Med en tre-fire undtagelser er de, ligesom Canisius stemme iøvrigt, for anonyme. Heldigvis kan man tilgive ham meget, når han så kompromisløst mestrer lyduniverset så godt, at hans kærlighed til det smitter. Så selv om der er langt op til niveauet fra Rumskib, er ‘Waves’ stadig et habilt udspil.