Marvins Revolt

Mathrock. Genrebetegnelser bliver næppe mere studentikose og højpandede. Danske Marvins Revolt byder som talerør for denne trange niche af rockmusikken på taktarter, man kan tælle sig trekantet på, virtuost viltre og aparte guitarkrøller, men sandelig også ukueligt popøre som, hvis retfærdigheden ellers makkede ret, kunne etablere bandet som den tænkende mands Franz Ferdinand. Hvilket pladeselskab herhjemme er bedre egnet til fødselshjælpertjansen for deres lille ny end de hårdnakkede indiefolk hos Play/Rec, som ellers var gået i hi i kølvandet på Lacks endeligt?

Som forgængeren ‘Killec’ er dette nye album beskedent, men kontant. Ni numre og spilletiden andrager ikke engang en halv time. Med så få skud i bøssen skal man også ramme plet, og det gør de heldigvis her. Kollisionen mellem de frakturerede og komplekse kompositioner og så den evigt teenagefriske indiepopnerve, som gatecrasher nørdefesten, har aldrig været mere kreativt givtig.

Højdepunkterne nærmest snubler over hinanden nedad anden langside. ‘Doctors, Hospitals’ og ‘Likewise’ imponerer med storladne og alvorligt smukke melodier ovenpå de abrupte rytmeanfald. ‘Parliament’ er indigneret og insisterende, mens ‘Like Wires’ er et overraskende traditionelt anlagt hjertesuk, som takker af på bedst forestilbare vis.

Jo, gu’ fanden er albummet elitært. Men det er samtidig elegant som et hvidhandsket dask i fjæset på resten af det danske indiemiljø. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Det er en udfordring til slåskamp. Marvins Revolt mod resten af bundtet, og oddsene er bedre end nogensinde.